I september blev der rundet 3 mio. lønmodtagere
Da august blev til september, blev en særlig grænse rundet på det danske arbejdsmarked. 3.100 nye lønmodtagere betød nemlig, at den aktive arbejdsstyrke kom op over 3 millioner lønmodtagere.
I Danmark stiger beskæftigelsen fortsat, på trods af at der ligger en afmatning og lurer. Ifølge tal fra Danmarks Statistik kunne det danske arbejdsmarked nemlig byde velkommen til yderligere 3.100 lønmodtagere, så det samlede antal kom op på 3.003.000 mennesker.
Kigger man nærmere på tallene, er det primært den private sektor, der har ansat flere medarbejdere, og ud af de 3.100 kan man her finde 2.900, som nu også er i arbejde. Det er inden for offentlig forvaltning og service, at de sidste 200 mennesker skal findes.
Sætter man det i et større perspektiv, er der hen over det seneste år kommet mere end 34.000 nye lønmodtagere til på det danske arbejdsmarked. I forhold til ledighed er der også positive toner at spore, da det er lykkedes samfundet at sænke arbejdsløsheden i de fleste måneder, som over de seneste 12 måneder kun steg i løbet af sommerperioden.
Beskæftigelsen har ikke toppet
Ifølge Dansk Statistik består den danske arbejdsstyrke af 2.880.000 personer, men arbejdsmarkedet sukker stadig efter kvalificeret arbejdskraft. Det kan man blandt andet se på den fortsat høje mængde af jobannoncer, som virksomhederne sender ud.
Lytter man derfor på Sofie Holme Andersen fra Arbejdernes Erhvervsråd, er der ”stadig rum til at beskæftigelsen kan stige yderligere”. Men når den samlede mængde lønmodtagere overstiger den samlede danske arbejdsstyrke, skyldes det, at den kvalificerede arbejdskraft findes i udlandet.
Når danske virksomheder derfor fortsat søger efter arbejdsduelige personer, tyder det på, at tre mio. ikke er dér, hvor antallet af lønmodtagere topper. Det er ifølge Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, vigtigt, da det kan fungere som en “stødpude for resten af dansk økonomi”. Ifølge ham kan det nemlig være svært at opretholde det høje beskæftigelsesniveau på længere sigt, men sammenlignet med historisk tilbagegang er der her noget solidt at falde tilbage på.
Ministeren vil have flere i job
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ser overvejende positivt på de nye tal, som for hende er en politisk sejr. Hun siger således, at ”det går godt for dansk økonomi og for virksomhederne, og mange på kanten af arbejdsmarkedet er nu også kommet i job”.
Hun tager dog også et forbehold i sin vurdering, da der er plads til, at arbejdsmarkedet kan tage imod endnu flere lønmodtagere. Hun siger: ”Vi skal have flere af de 43.000 unge, der i dag står uden job og uddannelse, med i arbejds- eller uddannelsesfælleskabet, flere indvandrere skal i job, og flere ledige skal uddannes og efteruddannes”.
Hvordan de skal sluses ind i arbejds- eller uddannelsesfællesskabet, må fremtiden vise, men vi kan konstatere, at det går godt for dansk beskæftigelse, når alle tal regnes med.